Sådan fotograferer du smykker, så de kan identificeres

Lyset gør det meste af arbejdet

Smykker er svære at fotografere af én grund: de er bygget til at flytte rundt på lys. Poleret metal virker som et spejl og en facetteret sten som et bundt små spejle, så begge dele melder tilbage, hvad der end er i rummet. Det, du vil have, er en stor, blød lyskilde, og den enkleste er et vindue på en overskyet dag eller et vindue, solen ikke skinner direkte ind ad. Læg smykket på et bord ved siden af ruden, så lyset kommer fra siden frem for hen over din skulder.

Undgå direkte sollys. Det er en lille, hård kilde: det brænder hvide huller i poleret metal og gør hver facet til en udbrændt stjerne uden oplysning i sig. Undgå blitzen af samme grund, og den har en fejl for sig selv – den sidder lige ved linsen, så den belyser smykket fladt og efterlader ét skarpt lysfelt midt i stenen, netop der hvor detaljerne er.

Baggrund, udsnit og eksponering

Brug en ensfarvet baggrund i mellemtone: et gråt karton eller et sammenlagt stykke stof uden mønster. Mellemtonen betyder noget, fordi telefonen måler lyset på hele billedfeltet. Læg en lille ring på en stor sort pude, og kameraet lysner alting for at kompensere, så metallet bliver kridtet, og stemplet forsvinder i lys.

Lad derefter smykket fylde billedet. En ring, der optager en tiendedel af billedet, bærer en tiendedel af detaljerne, så gå tættere på, indtil smykket næsten rører kanterne. Tryk på skærmen dér, hvor det betyder noget, for at sætte fokus, og træk så eksponeringen en anelse ned: et lidt mørkt fotografi bevarer facetternes form og metallets tekstur, mens et lyst ødelægger begge dele, og intet henter det tilbage, som er optaget som rent hvidt. Støt albuerne eller brug selvudløseren, og tør linsen af, for et fingeraftryk på den lægger en blød dis over det hele.

Tør fedtet af, men polér ikke

Fedt fra fingrene er den hyppigste grund til, at et fotografi ser tåget ud, og en diamant tiltrækker det særligt godt. Få sekunder med en tør, blød og fnugfri klud tager det meste. Til glat guld eller platin fattet med diamanter er lunkent sæbevand og en meget blød børste, skyllet og tørret efter, uden risiko.

Det gælder ikke alt. Hold vand og børster væk fra perler, opaler, turkis, smaragder, koral og alt, der er limet eller lagt på folie, og væk fra forgyldte stykker, hvor skrubning slider belægningen igennem ved kanterne. Brug aldrig et ultralydsrensekar derhjemme, medmindre du ved, hvad hver eneste sten er.

Og polér ikke. På et gammelt stykke er patinaen i fordybningerne og den bløde gravering vidnesbyrd om alder, og polering fjerner begge dele sammen med et lag metal. Er smykket muligvis antikt eller arvet, så fotografér det nøjagtigt, som det er.

Billedet af stemplet er det, der er umagen værd

Et indslået mærke er det stærkeste enkeltbevis, et fotografi kan bære, fordi det er en udtalelse fra en mester eller et kontrolsted frem for en slutning ud fra udseendet. Kig inde i ringskinnen, på låsens tunge eller underside, på en ørestiks stift og på bagsiden af et urkabinet.

To greb gør mærker læsbare. Det første er afstanden: slå makrotilstand til, hvis telefonen har den, og gå kun så tæt på, som linsen stadig kan stille skarpt. Tættere end det, og den leder forgæves. Vil den ikke låse fast, så træk dig tilbage og beskær bagefter, for et skarpt udsnit slår et uskarpt nærbillede.

Det andet er strejflys. Et indslået mærke er en fordybning, ikke en trykt streg: lys forfra fylder den ud og flader den ud, mens lys, der stryger hen over overfladen, kaster små skygger ned i hvert streg og får mærket til at springe frem. Vip smykket op mod vinduet, eller hold en lille lygte lavt og ude til siden, og tag flere vinkler. Fotografér mærket frem for at skrive det af, for slidte tal bliver læst forkert, og aflæsningen afhænger af de nøjagtige tegn.

Tag stenen fra siden såvel som oppefra

Næsten alle fotograferer en ring lige oppefra, og det er den mindst oplysende vinkel, der findes: den viser omrids og facetmønster og ikke meget mere. Profilen viser det, der vejer tungt. Hvor dyb stenen er, hvilket er halvdelen af ethvert skøn over dens størrelse. Rondisten, tyk eller tynd, mat eller poleret. Om der er en kalet. Hvordan stenen sidder i fatningen, og om indfatningen er åben eller lukket bagtil. En lukket bagside er værd at bemærke: den er normal på ældre stykker og på smykker med farvede sten, men den kan også skjule en folie eller en meget flad slibning, og den er almindelig i modesmykker.

Fotografér også bagsiden og undersiden, for det er der, loddesømme, reparationer, udskiftede grabber og slidt belægning viser sig. På en halskæde er et selvstændigt billede af låsen lige så meget værd som et billede af hele smykket.

Giv billedet en målestok

Et fotografi har ingen iboende størrelse: en ring, der fylder billedet, kan være en barnering eller en tung signetring. Da et skøn over karatvægten bygges op af målte dimensioner, ændrer målestokken tallene mere end næsten noget andet, du kan levere.

Den bedste reference er en millimeterlineal lagt ved siden af stenen, i samme plan og skarp i samme billede. Næstbedst er en mønt, nævnt i din note. Læg den ind som ét ekstra billede, så de rene fotografier bliver ved med at være rene. Endnu bedre er virkelige tal, hvor du har dem: en ringstørrelse, den indvendige diameter på en armring eller en vægt i gram fra en vægt, der viser tiendedele af et gram. En målt vægt gør en smelteværdi fra et gæt til et regnestykke.

Tjeklisten

1. Tør fingerfedt af smykket med en tør, blød klud, og tør telefonens linse af.
2. Stil op ved et vindue med indirekte dagslys. Ingen direkte sol, ingen blitz, ingen spots i loftet.
3. Læg en ensfarvet baggrund i mellemtone uden mønster.
4. Tag hele smykket forfra, så det fylder billedet, og tryk for at stille skarpt.
5. Træk eksponeringen en anelse ned, så lysene på metallet beholder deres form.
6. Tag et billede mere fra siden, med kameraet i bordets højde.
7. Tag et billede af bagsiden eller undersiden, med låsen hvis der er en.
8. Skift til makro, find stemplet, belys det fra en lav vinkel, og tag flere vinkler.
9. Tag ét billede med en millimeterlineal eller en navngiven mønt ved siden af smykket.
10. Se hvert fotografi igennem ved fuld zoom, før du stopper, og tag alt uskarpt om.

Seks til ti billeder taget på den måde slår tredive taget under en loftslampe.

Hvad gode fotografier ændrer, og hvad de ikke gør

Gode fotografier flytter et resultat fra gætteri i retning af iagttagelse: et læsbart mærke afgør metallet og ofte land og periode, og en sidevinkel understøtter et fornuftigt skøn over stenens størrelse. Det, de ikke kan, er at veje metallet, prøve dets lødighed, se ind i en sten eller fastslå, om en diamant er vokset i jorden eller i et kammer – det kræver en vægt, en guldsmed og et gemmologisk laboratorium. Carat bedømmer de fotografier, den får, og lister det, der mangler, hvilket er den hurtigste måde at lære, hvad du skal tage om; hvordan en aflæsning sættes sammen er beskrevet for sig.