925, 800 og de sølvmærker, der betyder noget

Tallet er en lødighed, ikke et mærkenavn

Tallet, der er slået i et stykke sølv, er en lødighed i tusindedele: dele rent sølv pr. tusinde dele legering. 925 betyder 925 dele ud af tusind, altså 92,5 procent sølv efter vægt. De resterende 7,5 procent er som regel kobber, tilsat fordi rent sølv alene er for blødt til at holde en form, et hængsel eller en stenfatning. Den standard har et navn – sterling – og de fleste sølvsmykker, der sælges i Storbritannien, Irland og Nordamerika, er lavet efter den.

Over sterling ligger 958, Britannia-sølv, en højere og blødere standard, der blev indført i England i slutningen af det syttende århundrede og stadig slås i dag. Under sterling ligger de kontinentale standarder. 800 og 830 dukker hele tiden op på ældre tysk, østrigsk, italiensk, hollandsk og skandinavisk arbejde. Begge dele er ægte sølv med mere kobber i, hvilket gør dem hårdere, en anelse varmere i tonen og hurtigere til at mørkne. 900 er møntsølv, lødigheden i gamle sølvmønter, og optræder på amerikansk bestik fra det nittende århundrede.

Et stykke stemplet 800 er ikke et mislykket forsøg på sterling. Det er sølv lavet efter en anden national standard, og dér hvor det blev lavet, var den standard den lovlige.

De mærker, du oftest støder på

To forbehold, der gælder ordet frem for tallet. Sterling skrevet helt ud er en amerikansk skik uden uafhængig prøvning bag sig. Og et nøgent 925 uden andre mærker kan slås af hvem som helst, hvor som helst, også i plettede varer, og derfor er mærket et udgangspunkt og ikke et resultat.

Et britisk stempel og dets dele

Et stykke, der er prøvet i Storbritannien, bærer tre obligatoriske mærker, slået af et kontrolsted efter at metallet faktisk er blevet prøvet.

1. Ansvarsmærket. Initialer i et formet skjold, registreret til den virksomhed, der indleverede stykket.
2. Lødighedsmærket. Selve tallet – 925, 958, 800 – i en indramning, hvis form angiver metallet.
3. Kontrolstedets bymærke. Et leopardhoved for London, et anker for Birmingham, en rose for Sheffield og en borg for Edinburgh. Glasgow, Chester, Exeter, Newcastle, York og Dublin optræder på ældre arbejde.

Ved siden af dem kan du finde den skridende løve, en løve, der går med den ene forpote løftet, og som er det traditionelle britiske symbol for sterling. Britannia-sølv bruger i stedet en siddende Britannia-figur. De billedmærker har været frivillige siden 1999, så deres fravær på et nyere stykke betyder ingenting, mens deres tilstedeværelse på et ældre er et stærkt tegn på en korrekt prøvet vare.

Et årsbogstav – ét bogstav i et skjold, hvor skrifttypen skifter for hver omgang – har været frivilligt siden 1998. Er det bevaret, daterer det prøvningen til et enkelt år. Er det der ikke, følger der intet af det.

De ord, der slet intet sølv indeholder

Flere velkendte betegnelser dækker over metal uden så meget som en smule sølv i.

• EPNS – electroplated nickel silver. Et tyndt galvanisk lag sølv over en bund af nikkellegering. Belægningen er sølv; varen er ikke.
• Sølvplet – den samme idé under et andet navn, undertiden mærket EP eller A1.
• Nikkelsølv, nysølv og alpakka, også skrevet alpacca – én legering af kobber, nikkel og zink under tre navne, kaldt sølv alene på grund af farven.
• Tibetansk sølv og sølvfarvet – markedsføringsbetegnelser uden defineret sammensætning.

Plettet bordtøj bærer ofte en række små indslåede symboler, der ved første blik ligner et britisk stempel. Se efter de dele, et ægte har: initialer, et lødighedstal, et bysymbol og som regel en løve. En række skjolde med en krone, en blomst og et bogstav, men uden tal, er et mesterkendetegn, ikke en prøvning.

Sådan skiller du plet fra massivt uden laboratorium

Fire iagttagelser, ingen af dem afgørende alene, som tilsammen som regel klarer sagen.

Slid på de høje punkter. Belægningen er tyndest, hvor fingre og manchetter rører: toppen af en ringskinne, kanten af en armring, de hævede dele af et ciseleret mønster, randen af en ske. Kig under stærkt lys efter et mattere, varmere eller mere rosa metal, der skinner igennem, eller en mørkegrå plet, hvor nikkel er blottet. Massivt sølv slides tyndere de steder uden at skifte farve.

Vægt. Sølv er tungt, og et stykke sterling føles tungere i hånden end den samme genstand i plettet messing, stål eller zinklegering. Det er en sammenligning, ikke en måling.

Lugt. Gnid stykket kraftigt i nogle sekunder, og lugt til fingrene. Sølv er næsten lugtfrit. Bunde af kobber og nikkel giver den skarpe møntagtige lugt af småpenge, og en kraftig lugt er en grund til at se nærmere på kanterne.

En magnet. Sølv tiltrækkes overhovedet ikke af en magnet, så et træk betyder jernholdigt metal: plettet stål, en låsefjeder af stål eller en broche-nål af stål. At det ikke trækker, beviser ingenting, for messing, nysølv og zinklegeringer er også alle sammen umagnetiske.

Anløbning er vidnesbyrd, ikke skade

Sølv reagerer med svovlforbindelser i luften og danner sølvsulfid, en hinde, der går fra halmgul over brun til sort. Det er en overfladevirkning, og den fjerner intet fra metallet. Stykker, der opbevares sammen med uld, elastikker eller avispapir, mørkner hurtigere, og det samme gør alt, der bæres mod huden i et varmt rum.

To ting følger af det. Et sølvfarvet stykke, der aldrig er anløbet efter år i en æske, fortjener et blik til, selv om rhodineret sølv, der er almindeligt på moderne kæder og fatninger, virkelig ikke anløber, og det gør rustfrit stål heller ikke. Og lavere standarder opfører sig anderledes: det ekstra kobber i 800 og 830 mørkner hurtigere og kan efterlade et grønligt spor på huden.

Sort i fordybningerne i graveret eller ciseleret arbejde er ofte bevidst oxidering, lagt der for at give mønstret dybde. Et bad, der fjerner ethvert spor af anløbning, tager den med sig, og på et antikt stykke er der ingen vej tilbage.

Et sølvfarvet stykke uden mærke

Ustemplet betyder ikke uædelt metal. Britisk stempling er kun obligatorisk over 7,78 gram sølv, så lette øreringe, tynde kæder, små charms og smalle stableringe sælges fuldt lovligt uden mærke. Mange lande har aldrig haft en prøvningsordning, ældre stykker er ældre end den lov, der gælder, en reguleret ringskinne kan have mistet det stemplede stykke, og polering flader en lav punsling ud. Der står mere i hvad et manglende stempel betyder og ikke betyder.

Det, der afgør lødigheden, er en prøve på selve metallet. En prøve med syre og prøvesten skærer gennem enhver belægning på bekostning af en lille ridse et diskret sted. Røntgenfluorescens hos en guldsmed læser legeringen uden at sætte mærker i stykket, men ser kun de øverste mikron og kan lade sig narre af en tyk belægning.

Ud fra fotografier gengiver Carat det, der faktisk er slået – 925 forbliver 925 – fortolker det derefter og markerer tegn på belægning som slid ved kanterne og farveskift, hvor billederne viser dem. Betragt det som en måde at sortere en skuffe i stykker, der er værd at få prøvet, ved siden af de kontroller ovenfor frem for i stedet for dem. At læse guldstempler dækker det samme terræn for de gule metaller.