Kan en guldsmed kende en laboratoriedyrket diamant fra en udvundet?

Ikke med det blotte øje og ikke med en sonde på disken. De to er samme materiale med samme optiske egenskaber. Adskillelsen hviler på spektroskopi og fluorescensbilleder i et graderingslaboratorium, og derfor bliver laboratoriedyrkede sten i stedet rutinemæssigt lasergraveret på rondisten.

Virker dugtesten på en ring, jeg har på?

Dårligt. En ring, der bæres, har allerede hudtemperatur og slipper kondensen hurtigt, uanset stenen. Tag den af, rens den, lad den komme op på stuetemperatur, og ånd så på den. Selv da udelukker testen kun glas og zirkonia, ikke moissanit.

Er en billig diamanttesterpen pålidelig?

Kun over for glas, zirkonia og de fleste farvede simulanter. Testere med én sonde måler alene varmeledning, og moissanit leder varme godt nok til at gå for at være diamant. En dobbelttester, der også aflæser elektrisk ledningsevne, er den, der er værd at stole på — inden for visse grænser.

Ridser en ægte diamant glas?

Ja, men det gør kubisk zirkonia, moissanit, safir og almindelig kvarts også, så resultatet beviser ingenting. Det risikerer desuden at slå stenen i stykker langs et spalteplan og at beskadige fatningen. Der findes ingen situation, hvor testen er værd at udføre.

Min diamant lyser blåt under UV-lys. Er den falsk?

Nej. En betydelig del af de naturlige diamanter fluorescerer blåt under langbølget ultraviolet lys, og virkningen skyldes spor af kvælstof. Kraftig fluorescens kan rykke prisen en smule i begge retninger, men den er hverken bevis for eller imod, at en sten er ægte.

Kan en app fortælle mig, om min diamant er ægte?

Den kan fortælle dig, hvad fotografiet understøtter, og hvad det ikke gør. Carat giver en vurdering i tre trin med iagttagelserne for og imod plus den konkrete test, der ville afgøre spørgsmålet. Den er ét input ved siden af en lup, en tester og et laboratorium, ikke en erstatning for dem.

Sådan ser du, om en diamant er ægte

Tre forskellige spørgsmål gemmer sig i ”er den ægte”

En sten kan være uægte på tre indbyrdes uafhængige måder, og en test, der besvarer det ene spørgsmål, siger intet om de to andre.

En simulant er et andet materiale, slebet så det efterligner diamant: kubisk zirkonia, moissanit, hvid safir, hvid topas eller almindeligt glas. Næsten alle test herunder er rettet mod dette spørgsmål.
En laboratoriedyrket diamant er diamant. Samme kulstof, samme hårdhed, samme brydningsindeks på 2,42, samme opførsel i enhver hjemmetest. Den er ingen efterligning, og den er en brøkdel værd af en tilsvarende udvundet sten.
En behandlet sten er naturlig diamant, hvis farve eller renhed er forbedret ved revnefyldning, laserboring eller bestråling. Ægte, og betydeligt mindre værd end en ubehandlet af samme slags.

Afgør hvilket spørgsmål du stiller, før du går i gang, for de to sidste kan ingen besvare ved et køkkenbord.

Dugtesten og dens grænser

Ånd på stenen på kort afstand, som du ville gøre på en kold rude. Diamant leder varme bedre end næsten noget andet materiale på jorden – omkring 2,000 watt pr. meter-kelvin mod cirka 2 for kubisk zirkonia – så den trækker varmen ud af kondensen og klarer op på et sekund eller mindre. Zirkonia holder på duggen i to-tre sekunder, og glas endnu længere.

Forbeholdene betyder mere end selve testen. Stenen skal være ren: en hinde af håndcreme, sæbe eller hudfedt holder på dug, uanset hvad der ligger under. En ring, der har siddet på hånden hele eftermiddagen, har allerede hudtemperatur og slipper duggen hurtigt, hvad den end består af. Og moissanit leder varme godt nok til at klare op næsten lige så hurtigt som diamant, så en bestået test fortæller dig ”ikke glas, sandsynligvis ikke zirkonia”, aldrig ”diamant”.

Hvorfor avistesten ikke virker på en fattet sten

Gennemlæsningstesten går sådan her: læg en løs sten med tavlen nedad på en linje avistekst, og prøv at læse bogstaverne gennem den. En velslebet rund brillant bøjer og returnerer lyset så fuldstændigt, at du hverken ser tekst eller en skarp linje. Glas og flade, dårligt slebne efterligninger lader ofte trykken skinne igennem.

Den virker kun på en løs sten med en plan tavle, der kan ligge fladt på siden. Så snart en sten er fattet, kan du slet ikke udføre den: fatningen holder pavillonen fri af papiret, indfatningen lukker lys ind fra siden, og grabberne sidder i vejen. Den lader også velslebet zirkonia og moissanit slippe igennem, for de roder lige så grundigt rundt i teksten som diamant, og den kan uretmæssigt dømme en ægte, men flad gammelslebet sten ude. Se en mislykket gennemlæsning på en løs sten som en grund til at kigge videre, og betragt testen som utilgængelig på alt, der er fattet.

Hvad en 10x lup viser, som øjet ikke gør

En lup koster mindre end en takeaway og besvarer mere end alle andre hjemmetest tilsammen. Hold den tæt ved øjet, før stenen op til luppen, og brug et stærkt lys fra siden.

Facetsamlinger. Diamant ligger på 10 på Mohs-skalaen, og dens facetkanter forbliver knivskarpe i årtier. Zirkonia og glas slides; under forstørrelse ser samlingerne bløde og afrundede ud, og tavlen viser fine ridser.
Fordobling. Moissanit er dobbeltbrydende. Kig gennem kronen på skrå frem for lige ned, og kanterne på bagfacetterne viser sig som to linjer, der er en anelse forskudt for hinanden. Diamant er enkeltbrydende og fordobler aldrig.
Indeslutninger. Små krystaller, fjer og punktformede indeslutninger taler for en naturlig sten. Helt runde gasbobler taler for glas eller stras.
En indgravering på rondisten. Mange graderede sten bærer et rapportnummer, der er lasergraveret i rondisten, og laboratoriedyrkede sten er ofte graveret LG eller LAB GROWN. Den er meget lille; 10x med et skarpt lys kan vise den, 20x er bedre.

Ild, vægt og testeren på disken

Under en enkelt lyskilde returnerer diamant mest hvide glimt med en behersket mængde farve – dens dispersion er 0,044. Moissanit ligger på 0,104, mere end det dobbelte, og kaster tydelige regnbuer, som folk beskriver som discokugleild. Zirkonia ligger mellem de to og virker glasagtig snarere end skarp. Det er en sammenligning, der kræver øvelse, ikke en dom, og den er upålidelig på sten under omkring en halv karat.

Vægten afgør mere på en løs sten. Zirkonia er langt tættere end diamant, cirka 5,7 mod 3,52, så en zirkonia, der er slebet til millimetermålene på en diamant på ét karat, vejer tæt på 1,7 karat. Enhver guldsmed med en skydelære og en karatvægt afgør det på et minut.

Den håndholdte sonde på guldsmedens disk måler varmeledningsevne, og derfor kalder ældre sonder moissanit for diamant. Dobbelttestere har en kanal mere, der måler elektrisk ledningsevne og fanger moissanit, og selv de aflæser de sjældne borholdige type IIb-diamanter, som leder strøm, som moissanit. Spørg, hvilken slags tester der bliver brugt.

Fatningen er også bevismateriale

Ingen sætter en udvundet diamant på to karat i uædelt metal. Kig inde i ringskinnen efter et lødighedsstempel: 750, 585 eller 375 for guld, 950 for platin, 925 for sterlingsølv. Et 925-stempel under en stor hvid sten er et stærkt fingerpeg om, at stenen er zirkonia, for sterling er standardfatningen til mode- og kostumesten. Vores guide til at læse guldstempler gennemgår, hvad hvert mærke betyder.

Se dernæst på sliddet. En grøn eller grå stribe, hvor belægningen er slidt igennem på ringskinnen, et gult skær gennem hvidt metal ved skuldrene, tynde eller udspilede grabber, lim et sted i nærheden af en sten – hver enkelt iagttagelse er mere værd end en fornemmelse om glans.

Hvad et fotografi kan og ikke kan afgøre

Et fotografi bærer mere, end folk regner med: metallets farve og slid, slibningens omrids og proportioner, hvordan stenen håndterer lys, hvordan den holdes, og — i et makrobillede af indersiden af ringskinnen — selve stemplet. Det rækker til at ræsonnere sig frem til sandsynligvis ægte, uafklaret eller sandsynligvis simulant med iagttagelserne stillet op på begge sider. Det er, hvad Carat gør ud fra et fotografi, og hvert tal for karat, slibning, farve og renhed, den giver, er mærket som et estimat frem for en gradering.

Hvad et fotografi ikke kan: måle varmeledning eller elektrisk ledningsevne, veje stenen, vise fordobling pålideligt ved telefonopløsning eller skille laboratoriedyrket fra udvundet diamant. Det sidste er ingen begrænsning ved fotografiet. Det er en begrænsning ved alt andet end laboratorieinstrumenter.

Hvad der ville afgøre hvert spørgsmål

Simulant eller diamant: ti minutter hos en guldsmed med en dobbelttester for varme og strøm, en lup og en vægt. Som regel gratis, mens du venter.
Laboratoriedyrket eller udvundet: en rapport fra et graderingslaboratorium som GIA eller IGI. Det er spektroskopi, ikke en test på disken, og intet apparat i en butik kan gøre det.
Hvad den ville blive graderet til: samme laboratorium, med stenen taget ud af fatningen. Vægt, slibning, farve og renhed målt frem for anslået.
Behandlet eller ubehandlet: laboratoriet igen. Revnefyldning viser en flash-effekt under forstørrelse, som en gemmolog ved, at man skal lede efter.

Tre ting, du ikke skal gøre: ingen ridsetest, for zirkonia, moissanit og kvarts ridser alle sammen glas, og en diamant kan skalle af mod en hård kant; ingen flamme; ingen klorin fra husholdningen, som angriber legeret metal og enhver lim i fatningen.