Laboratoriedyrket eller naturlig? Hvad et foto kan vise

Samme materiale, dyrket på to måder

En laboratoriedyrket diamant er en diamant. Det er kulstof i samme kubiske gitter som en sten, der krystalliserede i kappen, med samme hårdhed, samme brydningsindeks, samme dispersion og samme varmeledningsevne. Den er ingen efterligning. Kubisk zirkonia og moissanit er simulanter: andre materialer, der låner udseendet. En laboratoriedyrket diamant låner ingenting, for den er tingen selv, dyrket i et kammer over uger frem for i sten over et tidsrum, ingen kan forestille sig.

Den ene kendsgerning styrer alt andet. Fordi de to er samme materiale, kan ingen test, der måler en egenskab ved materialet, skille dem. Guldsmedens varmesonde godkender begge. Dugtesten – at ånde på tavlen og se tågen lette – godkender begge. At ridse glas viser kun, at stenen er hårdere end glas, hvilket gælder for diamant, moissanit og safir i lige høj grad. Vægt, massefylde, ild og brillans aflæses ens.

Hvad et fotografi kan, og hvad det ikke kan

Et fotografi er nyttigt bevismateriale for flere spørgsmål og slet intet bevis for dette. Det kan ofte skelne en diamant fra en simulant, for simulanter er et andet materiale og røber sig: moissanit viser fordoblede facetkanter set gennem kronen i den rette vinkel, kubisk zirkonia spreder lyset bredere og får afrundede facetsamlinger med tiden, glas viser bobler. De tegn er stillet op i vores guide til at skelne en ægte diamant fra en simulant.

Det, intet fotografi optager, er stenens væksthistorie. Oprindelsen står skrevet i, hvordan krystallen voksede, og hvad den beholdt undervejs, og de træk ligger enten langt under fotografiets skala eller er usynlige for synligt lys i det hele taget. Carat angiver hver sten som naturlig, laboratoriedyrket, simulant, behandlet eller ukendt med ræsonnementet vedhæftet, og hvor et fotografi ikke understøtter andet end ukendt, er det, hvad der bør stå.

HPHT og CVD: to måder at dyrke på

Laboratoriediamanter fremstilles ad to veje, og vejen efterlader spor, et laboratorium kan læse.

Højt tryk, høj temperatur (HPHT) gentager forholdene i jordens kappe i en presse og dyrker en krystal ud af kulstof opløst i et smeltet metalflusmiddel. Sten dyrket på den måde holder undertiden på bittesmå metalliske indeslutninger fra det flusmiddel, som af og til får en sten til at reagere svagt på en kraftig magnet, og farven kan ligge i blokformede vækstsektorer frem for i de bånd, man ser i naturlige sten.

Kemisk dampaflejring (CVD) dyrker krystallen i lag ud af en kulstofholdig gas på en flad kimplade, hvilket kan efterlade fine striber og spændinger, der alle vender samme vej. CVD-materiale er ofte brunligt, som det vokser, og en stor del bliver efterbehandlet for at fjerne skæret, rutinemæssigt ved en HPHT-udglødning. Det vil en laboratorierapport nævne.

Intet af det ses på et fotografi. Indeslutningerne er mikroskopiske, spændingerne kræver polariseret lys, og sektorstrukturen viser sig kun under dyb ultraviolet. At vide det forklarer, hvorfor et laboratorium kan besvare spørgsmålet, ikke hvordan du selv skulle kunne.

Graveringen på rondisten

Genvejen i praksis er rondisten, det smalle bånd rundt om stenens bredeste sted. De fleste laboratoriegraderede sten bærer en lasergravering der: et rapportnummer, og for laboratoriedyrket materiale som regel ordene lab grown eller en forkortelse, eftersom de store graderingslaboratorier kræver, at oprindelsen står anført. Den er mikroskopisk, men læsbar med en 10x lup.

Hold luppen tæt ved øjet, før stenen op til den med et skarpt lys ude til den ene side frem for bag dig, og drej stenen langsomt en hel omgang rundt, mens du følger rondisten. Grabberne dækker en del af den, så graveringen kan være skjult.

To advarsler. En gravering er en oplysning, ikke et bevis: brug den ved at taste rapportnummeret ind i det udstedende laboratoriums onlineopslag og kontrollere, at vægt, mål og graderinger passer til stenen foran dig. Og at der ingen gravering er, beviser ingenting. Ældre sten, omslebne sten og sten, der aldrig er indleveret til gradering, har slet ingen.

Hvad der rent faktisk afgør det

At skille laboratoriedyrket fra naturlig er rutinearbejde på et laboratorium, og det kan ikke gøres noget andet sted. Instrumenterne gør tre ting:

• Fluorescensbilleder i dyb ultraviolet. Under kortbølget ultraviolet lys tændes stenens vækststruktur – koncentriske zoner i naturlige sten, sektor- eller lagstruktur i dyrkede – og eftergløden er også forskellig.
• Spektroskopi. Fotoluminescens ved meget lav temperatur afslører defektcentre, hvis tilstedeværelse og indbyrdes forhold peger på, hvordan krystallen voksede, og om den er behandlet. Infrarød spektroskopi sorterer sten efter kvælstofindhold i typer, hvoraf nogle er almindelige i naturen og sjældne i laboratoriet.
• Forstørrelse. Metalliske flusindeslutninger, rester af kimpladen og naturlige mineralindeslutninger fortæller hver deres historie ved 10x og derover.

Handlende bruger screeningapparater, der hurtigt sorterer i fri og henvist. En henvisning er ingen dom; den betyder, at stenen skal gennem fuld testning. Det endelige svar er en rapport fra et anerkendt gemmologisk laboratorium, og for en sten af reel værdi er det den rapport, en køber, en vurderingsmand eller et forsikringsselskab vil bede om at se.

Hvorfor gensalget af laboratoriedyrkede sten er så svagt

De to sten er samme materiale, men ikke samme aktiv, og grunden er udbuddet. Det naturlige udbud kommer fra et begrænset antal miner efter en tidsplan, ingen styrer. Udbuddet af laboratoriedyrkede sten er et produktionsspørgsmål: flere reaktorer, mere output. Produktionsomkostningerne er faldet brat, efterhånden som kapaciteten er vokset, og butikspriserne er fulgt med ned år efter år.

Det har en kontant følge for gensalget. En køber af brugte sten prissætter efter, hvad en tilsvarende ny sten koster i dag, ikke efter hvad du gav, og dagens tilsvarende er billigere end sidste års. En laboratoriedyrket diamant købt for et par år siden får typisk kun en lille brøkdel af købsprisen hjem, og mange forhandlere afviser helt at købe dem, undtagen mod en byttehandel.

Naturlige diamanter er heller ingen opsparingskonto: butiksprisen indeholder forhandlerens avance, og afstanden mellem butikspris og forhandlertilbud er stor. Forskellen er, at gensalg af naturlige sten er forankret i et udbud, ingen kan udvide efter behag. Fatningen er upåvirket, da metallet holder sin smelteværdi, uanset hvad der sidder i det, hvilket er en af grundene til, at et smykke bedst værdisættes på tre markeder.

Hvad du skal spørge om, og hvad en app kan lægge til

Køber du, gør fire spørgsmål det meste af arbejdet. Findes der en rapport, og fra hvilket laboratorium. Hvad er rapportnummeret, så du kan slå det op, før du betaler. Er stenen graveret. Og står oprindelsen skriftligt på kvitteringen, for det er den, du ville læne dig op ad, hvis det senere viste sig at være forkert.

Ejer du allerede smykket og har ingen papirer, så læs stemplet og enhver gravering, bed en guldsmed bekræfte, at stenen er diamant og ikke en simulant, og send den til et laboratorium, hvis spørgsmålet om oprindelse har penge med sig. En aflæsning fra Carat kan fortælle dig, hvad smykket er, hvad mærkerne siger, hvordan stenen er slebet og fattet, og hvor beviserne holder op – og den nævner den test, der ville afgøre resten. Det er et udgangspunkt for den samtale, ikke en erstatning for den.