Opvarmet, olieret, fyldt: behandlinger og deres pris

Behandlet er ikke det samme som falsk

Næsten hver eneste farvede sten, der sælges i dag, er behandlet, og det er ingen skandale. Behandling er en accepteret del af branchen, forudsat at den bliver oplyst, og oplysningen forventes på fakturaen. En opvarmet safir er stadig naturlig korund; en ovn gjorde et arbejde færdigt, som jorden havde begyndt. En efterligning i glas er en helt anden genstand, og de to spørgsmål bør aldrig blandes sammen.

Det, behandlingen ændrer, er prisen, og i meget forskellig grad alt efter hvad der er gjort. Nogle behandlinger er så rutineprægede, at markedet prissætter dem som udgangspunktet og betaler ekstra for, at de ikke er der. Andre efterlader en sten skrøbelig eller afhængig af et lag farve, som almindeligt slid kan fjerne, og den rigtige pris er en lille brøkdel af en ubehandlet tilsvarende. I næsten alle tilfælde kan du ikke se, hvad der er hvad. De behandlinger, der rykker mest ved pengene, er usynlige for øjet, for en lup og for et fotografi.

Varme, og prisen for en uopvarmet sten

At opvarme rubin og safir hører til de ældste skikke i ædelstenshandelen og er blevet gjort, så længe der har været en handel. Holdt ved høj temperatur kan korund tabe et gråligt slør, opløse fine silkeindeslutninger og falde til ro i en stærkere og jævnere farve. Ændringen er varig og strukturel. Der er ingen belægning, der kan slides af, og intet, der kan tørre ud, og en opvarmet safir lader sig rense, regulere og bære nøjagtigt som en uopvarmet.

Fordi opvarmning er så nær ved at være almen, går markedet ud fra den. En fin rubin eller safir med en laboratorierapport, der anfører ingen tegn på opvarmning, sælges til et stort tillæg over en opvarmet sten af samme tilsyneladende farve, og på sten af betydning kan det tillæg være det, der bestemmer prisen. Det betales ikke for skønhed – den opvarmede sten kan se identisk ud – men for sjældenhed, for en sten, der nåede den farve uden hjælp, er ikke almindelig. Du kan ikke bedømme det ved at kigge: en gemmolog læser indeslutningerne under forstørrelse for tegn på høj temperatur, og et laboratorium lægger spektroskopi til.

Olie i smaragder, og graden af den

Smaragder vokser med sprækker, der når ud til overfladen, og næsten alle er fyldt med et farveløst stof tæt på stenens eget brydningsindeks, så de sprækker holder op med at fange lyset. Traditionelt er det cedertræsolie; moderne praksis bruger også kunstige harpikser. Stenen læses klarere og grønnere. Det er forventet, det oplyses som renhedsforbedring, og en smaragd helt uden er usædvanlig nok til at bære et tillæg i sig selv.

To detaljer betyder mere end selve kendsgerningen. Den første er graden: laboratorier angiver forbedringen som ingen, mindre, moderat eller betydelig, og den skala afspejler, hvor meget af den tilsyneladende renhed der er fyldstof frem for sten. Prisforskellen mellem mindre og betydelig er stor.

Den anden er, at olie ikke er varig. Den kan tørre, skrumpe eller sive ud over årtier, og sprækker, der var usynlige, bliver synlige igen. Varme, damp, opløsningsmidler og ultralydskar fremskynder det alle sammen. Der er ikke gået noget strukturelt tabt, og en guldsmed, der arbejder med smaragder, kan rense og olere stenen på ny. Men det betyder lunkent vand, mild sæbe og en blød børste, og ikke andet.

Blyglasfyldning er noget helt andet

At fylde en rubin med blyglas er ikke en forbedring af en god sten. Det er en proces, der bruges på stærkt opsprækket korund af lav kvalitet, som ellers ville være usælgelig. Materialet varmes sammen med et blyrigt glas, der flyder ud gennem sprækkenettet og størkner, så stykkerne bindes sammen til noget, der hænger sammen og ligner en rød sten. I det ringeste materiale udgør glasset en stor del af det, du står med.

Sådanne sten er en lille brøkdel af en sammenlignelig opvarmet rubin værd, og forskellen er ikke et spørgsmål om smag. Blyglas er blødt og kemisk sårbart på måder, korund ikke er.

• Almindelig varme ved værkstedsbænken under en reparation – regulering af en ringskinne, pålodning af en grabspids – kan gøre fyldningen uklar, hullet eller flydende.
• Citronsaft, afkalkningsmidler til husholdningen og visse smykkebade ætser glasset.
• Rensning med ultralyd og damp kan drive fyldningen ud.

Enhver, der skal arbejde på stenen, skal have det at vide først, hvilket kun er muligt, hvis du selv ved det. Under forstørrelse ser en gemmolog indefrosne gasbobler i de fyldte kanaler og et blåorange glimt langs dem.

Diffusion, og farve der bor i et lag

Diffusion opvarmer en sten i kontakt med et farvegivende grundstof, så farven udvikler sig nær overfladen frem for gennem materialets krop. Titaniumdiffusion giver blåt i safir; berylliumdiffusion skubber korund mod orange og gult og når undertiden dybere.

Følgen er praktisk. Fordi farven ligger i et lag, fjerner alt, der fjerner overflade, også farve. Et afslag på rondisten kan blotte blegt materiale nedenunder, og en ompolering – den sædvanlige løsning på en slidt sten – kan tage farven af eller efterlade den plettet. Det er ikke noget, man skal opdage ved en værkstedsbænk år senere.

Bestrålet og opvarmet blå topas hører til i en anden kategori, og det er værd at sige rent ud, for det bekymrer folk unødigt. Næsten al blå topas begyndte som næsten farveløst materiale, blev bestrålet og derefter opvarmet. Farven er stabil, materialet er ganske almindelig topas, og hvor behandlingen er reguleret, holdes stenene tilbage og kontrolleres før salg. Det er ingen behandling at være ængstelig over. Det er ganske enkelt grunden til, at blå topas er billig.

Farvning, stabilisering og imprægnering

Porøse og sammensatte materialer tiltrækker behandlinger for sig.

• Jade. Bleget og polymerimprægneret jadeit og farvet jadeit er begge dele almindelige. Branchen skelner ubehandlet materiale fra bleget, farvet og begge dele, og prisforskellen er enorm. Farve blegner, og polymer kan gulne.
• Lapis lazuli. Blegt eller gråt materiale farves dybere blåt og vokses undertiden, og farven kan smitte af på en klud.
• Turkis. Det meste turkis på markedet er stabiliseret med harpiks, som hærder kridtagtigt materiale og hindrer det i at suge olier til sig og skifte farve. Stabiliseret turkis er et retmæssigt produkt; farvet eller rekonstitueret materiale er et langt billigere et.
• Perler. Blegning er rutine og farvning almindelig, og begge dele bør oplyses.

Intet af det gør et smykke værdiløst. Det gør beskrivelsen vigtig, og derfor betyder ordlyden på en faktura lige så meget som stenen.

Hvad et fotografi kan, og hvad der afgør det

Et fotografi bærer noget af det, en behandling efterlader: farve, der læses for jævnt til materialet, et glimt i den forkerte farve langs en revne, en afslået rondist, der viser blegere sten nedenunder, farvestof samlet i en sprække. Det er grundlag for et spørgsmål, aldrig for et svar. Carat noterer den slags iagttagelser som tegn på behandling med ræsonnementet vedhæftet, og hvor beviserne slipper op, siger den det frem for at gætte.

Det, der afgør sagen, er et gemmologisk laboratorium: forstørrelse, spektroskopi og, i de vanskeligere tilfælde, kemisk analyse. For en farvet sten af nogen reel værdi er den rapport det, en seriøs køber beder om at se, og den er forskellen på at sælge en sten som det, den er, og at sælge den som det, du håbede. Til at afgøre, om honoraret er pengene værd, opstiller hvad dine smykker er værd de tre markeder, et smykke ligger i, og sådan ser du, om en diamant er ægte gennemgår de særskilte behandlinger, man finder i diamant.