Ægte, kulturperler eller plastik? Prøv en perlekæde

Tre kategorier, og kun den ene er falsk

Perler deler sig i tre, og den midterste kategori skaber det meste af forvirringen.

• Naturperler er dannet i en vild musling uden menneskelig indblanding. De er sjældne, næsten altid antikke, og de fleste af dem, der er i omløb, blev trukket på snor for generationer siden.
• Kulturperler voksede inde i en levende musling, der bevidst blev podet med en kerne af skal eller et stykke kappevæv og derefter lagt i vandet i måneder eller år. Muslingen lagde perlemor rundt om det indsatte nøjagtigt som om et naturligt fremmedlegeme. En kulturperle er en ægte perle, og at kalde den falsk er simpelthen forkert.
• Imiterede perler er kugler af glas, plastik eller skal overtrukket med en perlemorsagtig lak. Intet levende har været indblandet.

Næsten hver eneste perle, der sælges i dag, er en kulturperle. Så det praktiske spørgsmål, de fleste står med, er ikke natur mod kultur – det er perlemor mod lak.

Tandtesten, og hvad den fortæller dig

Perlemor er bygget af overlappende plader af aragonit lagt i mikroskopisk tynde lag. Trukket blidt langs bidekanten på en fortand føles den struktur svagt ru eller sandet. En kugle af glas eller plastik under glat lak føles glat, som en poleret knap.

Gør det let, på dine egne perler, med tandens kant frem for fladen, og tør perlen af bagefter. At gnide to perler mod hinanden giver den samme oplysning.

Grænserne betyder noget. De bedre efterligninger laves med en ru belægning netop for at slå denne test, og en kraftigt poleret kulturperle med en meget fin overflade kan føles næsten glat. Den tier desuden om det spørgsmål, folk tror de stiller, for natur- og kulturperler er begge perlemor og føles begge ru. Betragt en glat perle som en grund til at gribe luppen, og en ru som opmuntring frem for bevis.

Borehullet er det ærligste sted på en perle

En 10x lup og et skarpt lys ved borehullet gør mere end alle andre hjemmetest tilsammen.

På en kulturperle med kerne kan du ofte se opbygningen i snit: et gennemskinneligt lag perlemor over en kridhvid kerne med en fin, mørkere linje imellem. Tykkelsen af det lag er det største kvalitetsspørgsmål om perlen, for et tyndt lag slides igennem ved hullet og langs siderne i kæden.

På en efterligning opfører belægningen sig som maling, fordi den er maling. Se efter en flosset eller afskallende kant ved hullet, et sted hvor belægningen har løftet sig og viser hvidt plastik eller klart glas nedenunder, og huller, der ser afrundede eller let smeltede ud frem for rent borede. Farve viser sig også ofte her, samlet i åbningen.

Se også langs hele kæden. Hvor perler har gnedet mod hinanden i årevis, viser en efterligning bar kerne, og en ægte perle viser tyndslidt perlemor.

Overflade, overtone og orient

Perler vokser, så de er aldrig helt ensartede. På en ægte kæde finder du svage riller, små skønhedsfejl, nålestiksfine fordybninger og bittesmå forskelle i form og diameter fra perle til perle. En maskinfremstillet kæde er identisk kugle for kugle, og netop den fuldkommenhed er tegnet.

To ord er værd at kende. Overtone er den svage sekundære farve, der svæver over grundfarven – rosa, sølv eller grøn over cremefarvet – og som er lettest at se ved kanten af en perle i diffust dagslys. Orient er det skiftende farvespil, der opstår, når lys brydes gennem mange lag perlemor, og det flytter sig, når du drejer perlen. Begge dele kommer af den lagdelte struktur, og en lakeret kugle magter kun en flad, jævn glans, der ligger på overfladen og bliver liggende.

Vægt, temperatur og det, man aldrig skal prøve

To hurtige kontroller, med deres grænser vedhæftet. En efterligning med glaskerne er mærkbart tungere end en perlemorsperle af samme diameter, og en af plastik er mærkbart lettere, så en kæde, der føles forkert i hånden, er værd at se efter. Og ægte perler føles kølige ved første berøring og varmes langsomt mod huden, hvor plastik allerede har stuetemperatur. Glas er også køligt, så temperaturen skiller plastik fra perle frem for efterligning fra ægte.

Det, man aldrig skal gøre: ingen flamme, ingen kniv, ingen syre, ingen klorin, intet ultralydskar og intet sølvbad. Perlemor er blødt, omkring Mohs 2,5 til 4, det holdes sammen af et organisk bindemiddel, og det opløses i syre. Hver eneste destruktive test, der beskrives på nettet, ødelægger netop det, du forsøgte at bestemme. Perler er trukket på silke, som parfume, hårlak og sved nedbryder støt, så de tages på sidst og af først.

Akoya, ferskvand, South Sea og Tahiti

Kulturperler kommer fra forskellige muslinger i forskellige farvande, og typen bestemmer både udseendet og prisen.

• Akoya – saltvand, opdrættet i Japan og Kina, typisk 6 til 9 millimeter, meget runde og skarpt reflekterende, hvide eller cremefarvede med en rosa eller sølvfarvet overtone. Podet med kerne, så laget af perlemor er forholdsvis tyndt.
• Ferskvandsperler – opdrættet i muslinger, overvældende i Kina, som regel vokset af kappevæv alene og derfor massivt perlemor. Et bredere spænd i form og i naturlig farve, blandt andet fersken og lavendel.
• South Sea – de største, cirka 9 til 16 millimeter, fra Australien, Indonesien og Filippinerne, i hvidt, sølv eller en naturlig gylden gul, med tykt perlemor og en blød satinglans.
• Tahitiperler – naturligt mørke perler fra Fransk Polynesien, i gråt, grønt, aubergine og de blandede toner, der kaldes påfugl.

Farvede ferskvandsperler sælges hele tiden som mørke perler. Naturlig mørk farve er ujævn og sammensat hen over en enkelt perle, hvor farvestof ser fladt ud og samler sig ved borehullet.

Læs kæden, ikke kun perlerne

Knuder mellem perlerne er et kvalitetstegn frem for en udsmykning. En knude hindrer perlerne i at slide mod hinanden og betyder, at en sprængt tråd koster én perle i stedet for halvtreds. Gode kæder er knyttet mellem hver perle, med hver knude strammet ind mod borehullet. Billige efterligningskæder er ofte uden knuder, selv om nogle er knyttet netop for at se rigtige ud.

Låsen er også bevismateriale. En kæde af gode kulturperler ender næsten altid i en lås af guld eller sølv, ofte stemplet, for ingen afslutter en seriøs kæde i forgyldt uædelt metal. Fotografér låsen fra begge sider, sådan som vores guide til at fotografere smykker beskriver.

Silke strækker sig og bliver snavset. En kæde, der bæres ofte, trækkes normalt om hvert eller hvert andet år, og en, hvis tråd hænger synligt, bør ikke bæres, før det er sket.

Hvad der rent faktisk ville afgøre det

En efterligning kan som regel bestemmes på et minut af enhver guldsmed med en lup. Natur mod kultur er en anden sag, og der findes ét pålideligt svar: røntgenoptagelse på et gemmologisk laboratorium. Billedet viser den indre struktur – en massiv kerne under en skal af perlemor i det ene tilfælde, koncentriske vækstringe om et bittelille midtpunkt i det andet – og intet synligt udefra røber det. Laboratorier som GIA bruger også røntgenfluorescens til at skille ferskvands- fra saltvandsmateriale og spektroskopi til at opdage farvning.

Ud fra et fotografi kan Carat bestemme en kæde som perler, oplyse type, form, glans og stand som iagttagelser og markere en overtrukket kugle, hvor billederne viser belægningen svigte. Det, den giver, er et estimat, og på spørgsmålet natur eller kultur er det ærlige svar ud fra et billede ukendt. Kan en kæde være naturperler – arvet, udokumenteret, usædvanlig fin – er laboratorierapporten de penge værd.